Nu er vi også i Sønderjylland!
I januar kunne vi fortælle, vi endelig er blevet landsdækkende med etableringen af vores afdeling i Odense. Nu rykker vi endnu tættere på vores kunder og medarbejdere via opkøbet af IT-virksomheden IT & Co.
Vi har d.d. sendt nedenstående pressemeddelelse ud til relevante medier:
netIP får 17 sønderjyske kollegaer med åbning af 11. afdeling i Rødekro
2025 har allerede været et begivenhedsrigt år for netIP. I januar åbnede en ny afdeling i Odense på Fyn, og nu rykker netIP endnu tættere på kunder og samarbejdspartnere i Sønderjylland med opkøbet af it-virksomheden IT & Co.
07.februar 2024: Direktør og ejer, Kim Lassen, startede IT & Co som en enkeltmandsvirksomhed i 1997. Siden er virksomheden vokset til at have tre afdelinger og 17 ansatte, og sidste år leverede selskabet det bedste regnskab nogensinde.
– I de seneste fem til seks år har vi været på en vækstrejse, men selvom vi har et godt team og høj medarbejdertrivsel, er det svært at trække folk til vores afdeling i Rødekro. Vi skulle finde nogen at lege med, der var større end os selv, og derfor afsøgte vi markedet for interessante kandidater til et opkøb. Det har fyldt meget for mig, hvad jeg kan tilbyde mine medarbejdere for at udvikle dem, og nu har vi skabt rammerne for yderligere udvikling, siger Kim Lassen.
IT & Co har gennem årene været en stærk spiller på en lang række forretningsområder og hjulpet virksomheder med alt fra hardware og software til netværk og support. Med sammenlægningen med netIP får de nu flere strenge at spille på.
– Jeg fortæller mine medarbejdere, at de skal forestille sig, at vi ved at blive en del af netIP tager en 400 hestes påhængsmotor og spænder efter IT & Co. Vi glæder os alle til at blive en del af noget større, samtidig med vi holder fast i vores værdier, fortæller Kim Lassen.
Det rette match med de rette mennesker er afgørende for, at netIP ser muligheder og perspektiver forbundet med at åbne endnu en afdeling.
– Teamet i IT og Co består af mennesker, der udover at være hamrende dygtige på det tekniske område også deler vores værdisæt og holdninger til, hvordan man leverer god service. Nu får vi de helt rigtige mennesker tæt på vores kunder og samarbejdspartnere i Sønderjylland, og det bliver en fed rejse at dele sammen med de 17 nye kollegaer, vi får fra IT & Co, siger Brian Vesterbæk, co-CEO og CCO i netIP.
Kim Lassen skifter nu direktørtitlen i IT & Co ud med titlen som Sales Manager med ansvar for netIP’s Rødekro-afdeling, hvor hans fokus på kunderne vil fylde endnu mere end tidligere.
– Jeg har drevet forretning i næsten 28 år, og nu starter et nyt kapitel. Jeg er lidt af et legebarn og har altid insisteret på at have det sjovt og udvikle mig. Det handler om at være en bedre mand i den rolle, jeg er i. Jeg glæder mig til at komme ud over stepperne og besøge en masse kunder, for det er noget af det, jeg elsker allermest, slutter Kim Lassen
netIP har de seneste år været i sund vækst og har siden 2022 opkøbt virksomheder i form af Centex i Esbjerg,
Resennet i Humlum ved Holstebro, Infrateam i Faxe og nu IT & Co i Rødekro.
– Vi ved, vi er allerbedst, når vi er tæt på vores kunder og medarbejdere. Jeg er stolt af, at vi med opkøbet af IT & Co og vores åbning i Odense nu endelig er landsdækkende. Vi har formået at gøre det på en ordentlig måde, hvor vi har været meget grundige med at finde de rette mennesker til at blive en del af netIP, slutter Brian Vesterbæk.
Pr. 31. januar 2025 gik handlen igennem og selve fusionen med netIP forventes i løbet af foråret.
Den nye netIP-afdeling i Sønderjylland bliver på IT & Co’s adresse på Industrivej 1, 6230 Rødekro.
Medieomtale:
NetIP opkøber virksomhed i Sønderjylland
IT-firma har været på opkøb | dbrs.dk
IT-firma har været på opkøb | ugeavisen.dk
IT-firma har været på opkøb | folkebladetlemvig.dk
IT-firma har været på opkøb | dagbladet-holstebro-struer.dk
IT-gigant har været på opkøb i Sønderjylland | jv.dk