ResenNet bliver en del af netIP

ResenNet bliver en del af netIP

8. april 2024

April måned har budt på en stor nyhed for os. Vores ønske om fortsat vækst er blevet belønnet med en fantastisk mulighed, og derfor har vi sendt pressemeddelelse ud, som allerede er viderebragt af flere medier:

 

Aktiviteterne i konsulentfirmaet ResenNet ApS er blevet opkøbt af den landsdækkende it-virksomhed netIP.

 

Siden 2001 har indehaver Simon Linde Kristensen opbygget ResenNet i Humlum ved Struer til en solid forretning med fire ansatte og en stabil indtjening. Simon startede firmaet som kun 18-årig, og han har været dygtig til at samle et stærkt hold af kompetente medarbejdere, som hjælper med at løse IT-opgaver for kunderne.

 

”I en længere periode har jeg været i dialog med netIP for at afdække muligheden for, at teamet i ResenNet kunne blive en del af noget større. Vi nået til et punkt i ResenNet, hvor vi har brug for et stærkere setup for at kunne hjælpe vores kunder bedst muligt med alt fra hosting, support til skræddersyede it-løsninger”, forklarer indehaver Simon Linde Kristensen fra ResenNet.

 

I den store beslutning om at sælge sit livsværk har det været afgørende for Simon Linde Kristensen at sikre sig, at både kunder og medarbejdere oplever klare fordele forbundet med, at aktiviteterne nu bliver placeret i netIP’s afdeling i Holstebro:

 

”På den her måde kan vi endnu bedre leve op til fremtidens krav til sikkerhed, dokumentation og certificeringer i forhold til NIS2, compliance, licensrådgivning, GDPR og ESG. Samtidig er netIP et rigtig godt match, fordi vi løser mange af de samme kerneopgaver. Personligt ser jeg frem til at træde ind i rollen som konsulent for at fokusere 100% på at løse IT-opgaver for kunderne. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg glæder mig meget til at få mere tid med min familie, når mine forpligtelser som indehaver af ResenNet ikke længere kræver min tid og opmærksomhed”, uddyber Simon Linde Kristensen.

 

De tre co-CEO’s i netIP, som tæller CCO Brian Vesterbæk, COO Joakim Halvorsen og CFO Birgitte Lukassen, har alle været involveret i dialogen med Simon Linde Kristensen omkring opkøb af aktiviteterne i ResenNet, og det har gjort processen enorm vellykket og effektiv:

 

”Med treenigheden i ledergruppen har vi udarbejdet en stærk due diligence, hvor vi med omhu har besigtiget ResenNet på baggrund af vores forskellige perspektiver og kompetencer. Det er en omfattende og intens proces, hvor alt bliver endevendt, og særligt Birgitte Lukassen har gjort et kæmpestort stykke arbejde for at hjælpe Simon Linde Kristensen med at belyse alt omkring det økonomiske og få det hele til at falde på plads. I den proces har det også stået helt klart for os, at ResenNet er en sund og stabil virksomhed med it-mennesker med den helt rette indstilling. Vi har mange af de samme værdier, og vi er meget imponerede over, hvad de fire kloge hoveder har udrettet, og vi glæder os meget til at blive kolleger med dem”, siger CCO Brian Vesterbæk.

 

Udover Simon Linde Kristensen tæller de nye medarbejdere Bo Buskov Mortensen, Sebastian Dalgaard Kristensen og Morten Bang Pedersen. De bliver alle fire konsulenter med tilknytning til netIP’s afdeling i Holstebro. De flytter ind i netIP’s lokaler i Holstebro i løbet af de næste par måneder, hvor der tilmed er planer om at flytte i større lokaler på den nuværende lokation i Nupark 49.

 

”Det er en ny og meget spændende start for ResenNet-medarbejderne. Vi glæder os til at få mange nye kolleger på tværs af afdelinger i landet samt at varetage opgaver for både gamle og nye kunder”, slutter Simon Linde Kristensen.

 

 

Medieomtale:

ResenNet bliver en del af netIP | dagbladet-holstebro-struer.dk 

Morgen-briefing: NetIP overtager ResenNet / Apps People er årets Google salgs-partner i Danmark / Trafikstyrelsen slår på tromme for NIS2 - Computerworld

Support