Adelis sælger netIP til Synova Skip to main content Skip to footer


Pressemeddelelse:

Adelis sælger netIP til Synova efter fire år med markant vækst


9. oktober 2026

Efter godt fire år med markant vækst og udvikling får den danske IT-virksomhed netIP ny ejer. Adelis Equity Partners har indgået aftale om at sælge netIP til den britiske kapitalfond Synova, der vil fortsætte udviklingen af virksomheden med afsæt i den strategi, kultur og position, der gennem de seneste år har gjort netIP til en markant IT-partner for danske SMV’er.


Siden Adelis’ køb af netIP i juni 2022 har virksomheden gennemgået en markant udvikling. netIP er vokset både organisk og gennem opkøb og har i dag mere end 270 medarbejdere fordelt på 11 lokationer i Danmark.

Samtidig er forretningen vokset betydeligt. Senest kunne netIP præsentere endnu et rekordregnskab med et resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 89,3 mio. kr. Væksten er skabt med et vedvarende fokus på medarbejder- og kundetilfredshed og med fastholdelse af en kultur, hvor mennesker og fællesskab er en central del af virksomhedens måde at arbejde på.

For Adelis markerer salget afslutningen på et succesfuldt partnerskab.

“Vi er meget stolte af den udvikling, netIP har gennemgået, siden vi blev ejere i 2022. Virksomheden er vokset markant og har samtidig formået at bevare den stærke kultur og det tætte forhold til kunderne, som gjorde netIP til en attraktiv virksomhed for os fra begyndelsen. Brian, Joakim, Birgitte og resten af organisationen har skabt imponerende resultater, og netIP står i dag på et meget stærkt fundament. Vi er glade for nu at kunne give stafetten videre til Synova, som vi ser som en stærk partner for den videre udvikling,” siger Martin Welna og Jesper Bahlke fra Adelis Equity Partners.

 

Samme retning – nye muligheder

For netIP er den nye ejer først og fremmest en mulighed for at fortsætte den udvikling, virksomheden allerede er i gang med.

Ambitionen er fortsat at styrke netIPs position som IT-partner for danske SMV’er gennem investeringer i mennesker og kompetencer, udvikling af virksomhedens løsninger og services samt fortsat organisk vækst og strategiske opkøb.

Samtidig er det afgørende, at væksten sker med afsæt i det, netIP allerede er bygget på.

“Adelis har været en rigtig god partner for netIP og har givet os både opbakning og plads til at udvikle virksomheden på vores måde. Det skylder vi dem en stor tak for. Nu tager vi hul på et nyt kapitel, og i Synova har vi fundet en partner, der både ser potentialet i netIP og forstår, hvad der har skabt det,” siger Brian Vesterbæk, co-CEO i netIP.

 

Lokal nærhed med national styrke

netIP har gennem de senere år opbygget en landsdækkende organisation med 11 lokale afdelinger. Strategien er at kombinere den lokale IT-partners nærhed og ansvar med den specialistviden, bredde og infrastruktur, der følger med en større, landsdækkende organisation.

Det er netop denne kombination, Synova ser som en væsentlig styrke og et fundament for den videre udvikling.

“Mindre og mellemstore virksomheder står i dag med stadig mere komplekse IT-behov, uden nødvendigvis selv at have en stor IT-organisation. netIP har skabt en stærk position ved at kombinere den lokale partners nærhed og ansvar med kompetencerne og kapaciteten fra en landsdækkende IT-virksomhed. Sammen med en stærk kundeloyalitet, solid organisk vækst og en tydelig medarbejderdrevet kultur gør det netIP til en virksomhed med et betydeligt potentiale. Vi glæder os til at bygge videre på det sammen med ledelsen og resten af netIP,” siger Oliver Bevan, partner i Synova.

Med Synova som ny ejer fortsætter netIP med den nuværende ledelse og strategi. Ejerskiftet ændrer ikke på det daglige samarbejde med kunderne, som fortsat vil møde de samme lokale kontaktpersoner og teams. Målet er at bygge videre på virksomhedens position i det danske marked og fortsætte investeringerne i medarbejdere, kompetencer og løsninger til danske virksomheder.

“Der er meget, vi gerne vil med netIP. Men det vigtigste er, at vi kan gøre det med udgangspunkt i det netIP, vi allerede er. Vores kultur, vores måde at være tæt på kunderne på og vores tro på, at stærke resultater skabes af stærke fællesskaber, er ikke noget, vi skal videre fra. Det er fundamentet for det, vi skal bygge videre på,”  siger Brian Vesterbæk.

Aftalen er underskrevet, og gennemførelsen er betinget af de sædvanlige myndighedsgodkendelser. Parterne oplyser ikke købsprisen.

 

Medieomtale

Stifter forgyldt igen: Kapitalfond sælger nordjysk it-juvel i milliardhandel

Kapitalfond sælger danske Netip til britisk investor efter fire år

Britiske pengefolk overtager nordjyske netIP: 270 ansatte får nye ejere - Computerworld